Researchen er meget vigtig for mig, for hvis jeg ikke har været grundig nok, og noget dermed bliver forkert, så ødelægger jeg romanens troværdighed. Jeg laver så meget research som muligt først i processen, men der vil uvægerligt komme situationer i løbet at skriveprocessen, hvor jeg må erkende, at jeg skal ud i marken igen for at være helt sikker på, at det, jeg skriver, er beskrevet korrekt. Jeg brugte to år på research på Washington Dekretet fordi den foregår i udlandet i et miljø, der er hemmelighedsomgærdet og fuldt besat med eksperter på en lang række felter. Dem ønskede jeg ikke at få kritik af med denne kontroversielle historie. Sådanne romaner er tidskrævende, fordi man ikke har så let adgang til oplysningerne, som hvis handlingen var henlagt til Danmark. Men eksempelvis Afdeling Q, der er skrevet i Danmark i miljøer, som ikke er så svært tilgængelige, og som foregår under danske forhold, tager mig mellem to-fire måneder at researche.

Carl Mørck indeholder elementer af mig selv, CARL Valdemar Jussi Henry Adler-Olsen. For eksempel er vi begge i bund og grund ret dovne. Jeg er bare ikke så meget for at acceptere det, hvorimod Carl hellere end gerne smækker fødderne op på bordet og tager en lur. Carl Mørck er en sammensat person, der indeholder en god portion ironi, satire og selvironi kombineret med humor.  Disse karaktertræk kombineret med stor politimæssig faglig kunnen og et besværligt privatliv skulle dog ikke stå alene i det samlede billede af Carl Mørck. Derfor har han også ”arvet” nogle egenskaber efter en patient min far havde, der faktisk hed Mørk (uden ”c”). Denne hr. Mørk lærte jeg at kende som barn og holdt meget af ham, min far fortalte, at han havde dræbt sin kone og jeg lærte derigennem, at godt og ondt er grundelementer i os alle, og min erindring om denne patients kamp med det onde i sig selv har givet næring til en vigtig del af min hovedperson, vicekommisæren Carl.  Og derfor fik han i sidste ende navnet Carl Mørck.

Jeg hader magtmisbrug og uretfærdighed, og i hver og én af mine romaner fortæller jeg om en variation af magtmisbrug og viser måder, hvorpå man kan bryde det. Jeg er overbevist om, at mine læsere ikke bare vil underholdes – selvfølgelig vil de det – men de vil også gerne lære noget og få noget med, der maner til eftertanke. En af grundene til, at jeg har valgt at skrive krimithrillere er, at jeg derved kan komme ind på alle emner. Ondskab er et nyttigt værktøj, og når man beskriver kontrasten mellem godt og ondt kan man også sende et budskab.

Det store tema i hele serien er MAGTMISBRUG i alle former: i samfundet generelt, i familier og for enkeltpersoner. Samtidig er det samlede værk om Afdeling Q en illustration af et par årtier i en efterforskningsenhed, hvor vi nøje følger nøglefigurers og samfundets udvikling. Herudover har mit arbejde med denne lange historie været et eksperiment for, hvad man kan opnå med thrillerens kendte
virkemidler såsom suspense, karakterudvikling og motiver i fastlagte point-of-views. Hvad kan denne stramme opbygning give læserne, og hvorledes fastholder man deres opmærksomhed med disse litterære greb?

Grundlæggende ønskede jeg at skabe verdens længste sammenhængende thrillerhistorie, hvor hvert enkelt kapitel (bog) har sin egen tone med en ny konstellation af personer. Jeg håber, at selvom skelettet måske kan være genkendeligt fra roman til roman, så har jeg med mit arbejde med de plots og
den substans, der holder skelettet sammen, fået skabt noget nyt og anderledes og forhåbentlig også noget ganske originalt.

Jeg nyder den frihed det giver mig. Jeg kan arbejde hvor og hvornår det passer mig, og jeg kan tage fri når det passer mig.  Sådan da. Den succes jeg har opnået har nemlig betydet, at jeg ikke har den grad af frihed, jeg havde, da jeg startede, fordi der er bud efter mig mange steder fra. Men det er også noget af det jeg holder af: at være en forfatter, der bliver læst af mange. Det er for mig den største kompliment en forfatter kan opnå.

Jeg er altid spændt på, hvordan en ny roman bliver modtaget. Ikke så meget af anmelderne, men af den almindelige læser. Synes de om det jeg skriver?  Eller dropper de mig. Jeg skriver først og fremmest for at blive læst, så det betyder meget for mig, at mine trofaste læsere også kan lide det nye, jeg skriver. Det er altid en udfordring at kombinere mit behov for at udvikle mig som forfatter og stadig have opbakning fra mine læsere.

Vi kender alle begrebet. Først og fremmest som en bevidst handling, som stort set alle mennesker under de rette (eller rettere forkerte) forudsætninger kan udføre i en given situation, ofte med overdreven psykisk eller fysisk vold som resultatet. Men i min optik er ondskab i lige så høj grad formet ved netop fraværet af bevidsthed. Politikeren, der sætter en krig i gang eller holder den i live. Den offentlige person, der agiterer for fremmedhad. Selvfølgelig er der forskel på ondskabens karakter, hvorvidt man er den, der med egne hænder skærer hovedet af et menneske, eller den, der i ytringsfrihedens hellige navn presser et menneske til at lade sig eksponere som et kommende, muligt offer. Men resultatet er ofte det samme. Der er ingen, som kan definere ondskab eksakt, og ingen ved, om det er noget, vi er født med. Det er blandt andet derfor, at begrebet er så fascinerende og en evig kilde til underholdning og litteratur i alle former.

John Steinbeck, Charles Dickens, Victor Hugo og absurde forfattere som Peter Bischel, Jerzy Kosinsky og selv den besynderlige norske Erlend Loe. Originale forfattere med originalt sprog og plots, der kan få tårekanalerne til at sprænges og lattermusklerne til at vrides af led. Mange forskellige og i mange genrer.

Latter udløser endorfiner i hjernen. Disse stoffer fremkalder positiv tænkning og godt humør – man bliver mere modtagelig for nye indtryk, og dermed bliver man bedre rustet til at mærke stemninger og en bedre og mere opmærksom læser. Når man ler under læsningen af mine bøger, øger det tilhørsforholdet til de karakterer, man læser om, og gør vanskelige og stærke scener mere spiselige.

Bogens omdrejningspunkt er moral og etik. Salt symboliserer venskab, tro og loyalitet. I moderate mængder renser og konserverer salt, men for meget salt kan dræbe. Det symboliserer derfor også forsigtighed og fornuft. Lige til højrebenet i en thriller. Natrium Chlorid, også kaldet salt, har altid haft stor betydning, og i Bibelen optræder saltet både livgivende og skræmmende. Eftersom saltet har været det mest anvendte konserveringsmiddel gennem tiderne, har det opnået stor værdi og er blevet eftertragtet i alle samfund og samfundslag. Salt var et stof, man låste inde og passede på. Tyveri af salt kunne udløse dødsstraf eller krige. Derfor har salt alle
dage og på mange måder haft en meget stærk symbolværdi og en næsten magisk kraft, som i høj grad har inspireret mig.