Biografi om Jussi på vej
31. maj udkommer Jonas Langvad Nilssons biografi om Jussi. Det er historien om stædighed, hårdt arbejde og en lille smule held. Om hvordan en international bestsellersucces blev til mod alle odds. Og om – inderst inde – at ville overraske sin kone, stadigvæk, efter alle de år.
Biografien fortæller om, hvordan Jussi Adler-Olsen nåede så langt. Den er på en og samme tid et danmarksbillede og portrættet af et menneske, der går hele vejen, hver gang. Fra han voksede op blandt patienterne rundtomkring på landets sindssygehospitaler i en tid, hvor det hvide snit var udbredt; mens han stod blandt nørder og narkomaner i sit tegneserieantikvariat i Nørrebros sorte firkant; da han og en gruppe frivillige – nøje overvåget af PET – organiserede protestaktioner og fakkeloptog under den kolde krig i 1980’erne, og til han besluttede sig for at skrive en international bestseller, hvilket de færreste af hans venner troede, at han ville få succes med.
Krimithrillerserien om Afdeling Q har solgt i flere end 16 millioner eksemplarer på verdensplan. Bøgerne udkommer i over 40 lande. I alt 10 bøger er planlagt – Jussi Adler-Olsen kalder det selv for verdens længste thriller, og netop nu er historierne om Carl Mørck under udvikling som tv-serie i USA, hvor hver bog får sin egen sæson med 8-10 afsnit.